!pÓéSí!

Man kunne mærke magien i den klare nat.
Det mystiske, uendelige og dybe mørke,
som bare fortsatte og fortsatte,
kun afbrudt af månens vidunderlige skær.
De lysende, skinnende og uopnåelige stjerner som drog de onde skygger på flugt.
Og her fandt jeg mig selv.
Flygtende med skyggerne.
Jeg faldt, faldt, faldt...
Faldt ind i natten.
Forenede mig med det, der ikke fandtes.
Det umulige.
Faldt, faldt, faldt.
Den eneste lyd, var den overdøvende lyd, af ingen lyd.
Som en trykken for ørene,
en smerte af længsel efter en melodi.
Efter den melodi, der altid ændrer mit sind.
Men her, har mit sind forladt mig.
Selv min sjæl savner jeg.
Her er alt der er, tryk.
De hiver i mig,
og jeg har glemt hvorfor jeg kæmper imod.
Jeg lader skyggerne tage mig med.
Med til magiens nat, den nat der altid har været her.
Vi må bare åbne øjnene!
Jeg falder videre, forenes med mine sanser, og famler mig frem.
Mørket omfavner mig, og det er skønt igen at være et med den krystalklare luft...
Men pludselig tager min nysgerrighed over...
Igen...
Og jeg slår øjnene op!
Og finder mig selv det sted jeg helst vil være.
Faldende i natten...


-Ida Petersen 2011